Om Stadsgildet

Stadsgildets ledelse

Gilderne i Aarhus

Udvalg
-  Spejderudvalget
-  Flagudvalget

Fredslyset

Herolden
-  Læs bladet
-  Læs/Print bladet

Fonde

Links

Fredslyset

    
Fra overbringelsen af Fredslyset til Aarhus Rådhus og til Katolsk Vor Frue Kirke, Aarhus d. 27. november 2019



Historien om Fredslyset

Fredslyset blev oprindeligt tændt i fødselsgrotten i Betlehem, ved den flamme, som altid brænder.

Fredslystraditionen opstod i begyndelsen af 1980′erne i Østrig, hvor aktionen blev startet af den østrigske radio ORF, og gennemført under navnet »Lys i mørket«, til fordel for nødlidende og handicappede mennesker der.

I begyndelsen gik de østrigske spejdere ind i arbejdet. Det er nu primært dem, der henter og bringer Fredslyset ud i Østrig og videre rundt i Europa.

Fredslyset har især i de Østeuropæiske lande fået stor betydning, da de i så mange år levede i mørke.

I flere lande er det nu blevet et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgs Gilderne. I 1996 lykkedes det enkelte danske Sct. Georgs Gilder at få bragt Fredslyset ud i Danmark og videre til Sverige, Norge og Finland. Allerede året efter deltog ca. 35 gilder og i 1999 var antallet steget til over 100.

Over hele Europa bruges både tognettet og privatbiler som fordelingslinjer, hvor Fredslyset, i form af en tændt flagermuslygte, transporteres i en sikringsbeholder. Modtagerne kommer så med deres egne lygter og overfører flammen hertil.

Udbredelsen af Fredslyset gik fra Wien over Frankrig, England, Skotland og til Irland. Fra Wien også gennem Tyskland, hvor det forgrener sig nordpå til Skandinavien og østpå rundt i det meste af Østeuropa.

I Danmark har vi valgt at modtage og videregive Fredslyset uden nogen form for politisk, religiøs eller anden bagtanke som en gave, hvor budskabet er:

Sct. Georgs Gilderne i Roskilde afholder hvert år, tirsdag før 1. søndag i advent Fredslysarrangementer som opstart til Fredslysets rejse rundt i Danmark dagen efter.

Kl. 18 tændes lyset ved en højtidelighed i Sankt Laurentii katolske kirke, hvor det tændte Fredslys har sin faste plads hele året. Derefter føres Fredslyset i fakkeltog til Roskilde Domkirke, hvor der kl. 19 afholdes en Fredslysgudtjeneste, hvorefter gildebrødre fra nær og fjern samles til kammeratligt samvær i gildehuset Sankt Agnes, hvor repræsentanter fra gilderne i Sverige og Norge også henter deres fredslysflamme og bringer den hjem til deres respektive lande.

Da det ikke længere er muligt at sende Fredslyset rundt i Danmark ved hjælp af DSBs tog som transportmiddel, som det hidtil havde været traditionen, er det fra 2015, ved et samarbejde mellem Sct. Georgs Gilderne i Aarhus og Katolsk Kirke i Ryesgade i Aarhus også blevet muligt at opbevare Fredslyset i Aarhus.

Flammen brænder fremover i Katolsk Kirkes dertil indrettede Fredslyskapel året rundt.

Efter en andagt i Katolsk Kirke om formiddagen onsdag før 1. søndag i advent afhenter og udbreder Sct. Georgs Gilderne med hjemsted vest for Storebælt så Fredslyset fra Aarhus, ligesom det i begyndelsen af november er afsendt med skib til Grønland.

Sct. Georgs Gilderne inviterer alle til at deltage i de meget forskellige aktiviteter gilderne rundt om i landet arrangerer i forbindelse med Fredslyset. F.eks. bringes det videre i olielamper, flagermuslygter, fakler eller lignende og foræres til borgmestre, børneinstitutioner, kirker, arresthuse, krisecentre m.fl., der så tænder adventskranse, julelys, alterlys og lignende med flammen fra Betlehem.